TILBAGE

Fællessang på Byens Å

Fællessang Odense Aafart

Fællessang på byens Å – Fra den smukke have på Langelinje

Odense Aafart og Den Fynske Opera går sammen om et nyt storslået fællessangsprojekt, hvor både Aafartens turbåde, vandcykler og en enestående have på Langelinje kommer i spil fire sommeraftener i august

Odense Aafart og den Fynske Opera er gået sammen om at skabe fællessag for hele byen på Odense Å, hvor gæsterne udover en enestående fællessangsoplevelse også får en tur på åen, som de aldrig har oplevet det før. Turen med turbådene går nemlig ikke som normalt til Fruens Bøge, men i stedet lægger de til ved en smuk have på Langelinje, hvorfra sangere og musikere står klar i haven til at give gæsterne en oplevelse udover det sædvanlige.

Nu hvor vi ikke må samles inde og synge sammen mange mennesker, hvorfor så ikke rykke ud i det fri? Endda helt ud på åen! Her skal vi sammen træde i vandcyklernes pedaler og mærke den rolige vuggen i bådene alt imens, vi synger velkendte, danske favoritter sammen. Men det er ikke kun os, der skal synge. Undervejs kan vi også læne os tilbage og nyde et par skønne soloindslag med et hold dygtige operasangere, som synger for os – det være sig både velkendte og erfarne sangere samt lovende, nye sangere, der netop har afsluttet deres uddannelse på Syddansk Musikkonservatorium. Men bærende for dette skønne fællessangsprojekt er, at de professionelle sangere for en gangs skyld vil synge SAMMEN med publikum, hvorved fællessangen er i centrum.

Alle er velkomne til deltage; store som små, operakendere som nye i genren.
Det bliver uden tvivl en hyggelig, uhøjtidelig og skøn aften i fælleskabets, operaens og vandhundens tegn. Fællessang når det er bedst!

Nærmere program for de enkelte tirsdage følger.

VARIGHED
Ca. 2 timer, hvoraf fællessangen varer 1 time.

MEDVIRKENDE
Hver aften vil der være et hold på tre sangere og en pianist. Der er to forskellige hold.

Den 04. og 25. august: John Wrensted Olsen, Emma Oemann og Katinka Fogh Vindelev

Den 11. og 18. august: Mathias Hedegaard, Julie MeeRa Albertsen og Anna Caroline Olesen

Pianist: Anne Mette Stæhr

PRAKTISK INFORMATION
Billetpris er 115,- pr. person. Billetter købes hos Odense Aafart her.
Man kan vælge imellem 2 typer billetter:
Tur med turbåden, hvor fællessangen opleves fra turbåden (Pris 115 kr).
Tur med vandcykel. Her booker man en vandcykel til 2, 3 eller 4 personer og oplever fællessangen fra vandcyklen. (Pris 115 kr pr person).

Vi mødes i båden eller vandcyklen kl.19.00 ved Odense Aafarts billetsalg, og sangen starter kl.19.30.
OBS d. 25/8 starter kl 20.00

Undervejs lægger vi til ved en have på Langelinje ned til åen, hvor vi holder en lille pause. Der vil kunne købes drikkevarer på åen. Det er ikke tilladt at medbringe egne drikkevarer.

Projektet er støttet af Odense Kommune.

Hvornår


Sted

Filosofgangen 30
5000 Odense C

Pris

115

Gå til begivenhed køb billet her

Se også