2. marts 2022

Odense Aafart klar med ny, hæsblæsende gådejagt

Odense Aafart går endnu engang i land, når de gentager succesen med deres ’Mystery Tour’ – denne gang med et mord som det hæsblæsende omdrejningspunkt.

Tag det bedste fra teambuilding, Escape Rooms og gådejagt og kombiner det med en idyllisk sejltur, og du har ’Mystery Tour’, som Odense Aafart sidste år lancerede med stor succes.

Nu gentager de succesen, men denne gang med et uopklaret mord som gåden, der skal løses i en hæsblæsende jagt mod tiden.

–  Det var et sats, da vi i sidste år tog alle vores erfaringer fra diverse teambuilding-arrangementer og udviklede dette, nye koncept. Men det blev simpelthen taget så godt imod af såvel virksomheder som private. Tilbagemeldingerne var positive, og vi sendte i alt omkring 1500 personer afsted på gådejagt, fortæller Eva Pasgaard, der er direktør for Odense Aafart.

– Ideen om ’Mystery Tour’ og om at udnytte såvel Aafarten, men også de smukke omgivelser omkring, tog fart. Og fordi det blev så stor en succes, var vi nødt til at gentage den i år. Derfor kører vi år med to gådejagter – en magen til sidste år, hvor vi tager udgangspunkt i en gåde om Det Hemmelige Broderskab i Odense, og så den nye, hvor deltagerne skal opklare et mord, der fandt sted i Fruens Bøge i 70’erne, fortæller Eva Pasgaard.

I Aafartens nye Mystery Tour tages I tilbage til de farverige 70’er i rollen som efterforskningsenhed på en af de mest omtalte mordsager i Odenses historie – Mordet i Fruens Bøge. Dengang i de frie og farverige 70’ere var tiden præget af musik, blomster, fri kærlighed og tolerance. En af de mest fremtrædende personer i det odenseanske ungdomsoprør havde store planer om etablering af en fristad i Fruens Bøge.

Turen starter fra Munke Mose med en smuk sejltur ned ad åen mod Fruens Bøge. Her går deltagerne i land, og så begynder jagten på sandheden og mod uret. Hvem opklarer først mordet?

– Turen er målrettet voksne og til såvel virksomheder som vennegrupper, der vil have en sjov og spændende eftermiddag, som nok skal få rystet folk sammen, fortæller Eva Pasgaard.

 

Om Mystery Tour

Odense Aafart tilbyder to forskellige Mystery Tours:

  • Mordmysteriet ’Mordet i Fruens Bøge’
  • Mysteriet om ’Det Hemmelige Broderskab’
  • Varighed: 3 timer
  • Pris: Grundpris 2499 kr + Pris pr. person: 249 kr
  • Antal deltagere: 10-100
  • Velegnet for grupper
  • Deltagerne bestemmer selv dato og tidspunkt

Mystery Tour blev udtænkt og udviklet, da ’Kickstart Kulturturismen’ udvalgte Odense Aafart som en af de 17 turistattraktioner i Danmark, der fik økonomisk støtte og professionel sparring til at udvikle oplevelser, der skulle sætte gang i kulturen rundt om i danske storbyer. I år er Odense Aafart udvalgt til projektet Kickstart af Kulturturismen i storbyerne 2021-2022, og her skal Aafartens Mystery Tours videreudvikles til også at kunne gennemføres om vinteren ude hos virksomhederne.